Materialefase beskriver den klima- og miljøpåvirkning, der sker ved udvinding, produktion og transport af byggematerialer, før de anvendes i byggeriet.
Materialefase er et begreb, der sikrer, at vi også ser på den miljøpåvirkning, der sker, længe før et hus står færdigt. Når du bygger eller renoverer, handler energiberegning og klimaregnskab ikke kun om, hvor meget energi huset bruger, når det står færdigt. Materialefasen dækker den del af byggeriets klimaaftryk, der opstår, når råmaterialer hentes op af jorden, forarbejdes til byggematerialer, og transporteres til byggepladsen.
Det inkluderer alt fra udvinding af fx kalk til cement, træfældning, produktion af mursten, stål og isolering, til forsendelsen frem til byggeriet. På den måde får du et mere komplet billede af byggeriets samlede klimabelastning – ikke bare det energiforbrug din bygning har, når den tages i brug. Formålet er at arbejde målrettet med at vælge materialer, der har lavere miljøaftryk og dermed bidrage til mere bæredygtigt byggeri.
I praksis ser man ofte på CO2-udledning eller tilsvarende klimaeffekter pr. byggemateriale. Det kan fx være hvor meget CO2, der bliver udledt ved at fremstille 1 kubikmeter beton eller 1 m² isoleringsplade. Disse data samles og beregnes sammen med bygningens anvendte mængder materialer, for at vise materialefasens samlede klimabelastning for hele byggeriet.
Bygherrer og rådgivere bruger den viden, når de skal træffe beslutninger om materialevalg og dokumentere byggeriets miljøprofil overfor myndigheder eller kunder. Eksempelvis kan en kommune have krav om at nybyggeri skal leve op til visse klimamål, hvor også materialefasen indgår.
Derfor indgår materialefasen ofte som en vigtig del af energimærkning, bæredygtighedsrapporter eller livscyklusvurderinger (LCA) for byggeriet. Jo bedre du forstår materialefasen, desto bedre kan du som bygherre stille krav og følge op på, at dit byggeri bliver mere miljørigtigt – helt fra tegnebordet til færdigt byggeri.
Den største belastning i materialefasen kommer ofte fra de materialer, som kræver meget energi og ressourcer at producere. Det gælder for eksempel beton, stål og teglsten, som er kendt for at have højt CO2-aftryk. Cement, som indgår i beton, bidrager alene med en væsentlig del af belastningen, fordi dens produktion er energitung og udleder store mængder CO2. Derfor er beton og betonprodukter ofte de største enkeltbidrag i materialefasen.
Isolering og træ har som regel et lavere klimaaftryk, især hvis træet kommer fra bæredygtigt skovbrug. Træ kan endda bidrage positivt ved at lagre CO2, så det hjælper lidt til at reducere byggeriets samlede udledning. Men også her skal man være opmærksom på transportafstande og energiforbrug ved forarbejdning.
Når bygget bliver større og mere kompliceret, øges materialemængderne, hvilket naturligt øger den samlede belastning. Derfor kan det at optimere materialevalget og mængderne være afgørende for et klimavenligt byggeri. At vælge genbrugsmaterialer eller materialer med dokumenteret lav miljøpåvirkning kan reducerer materialefasens udledning væsentligt.
I myndighedsdialoger og energiberegninger bliver det derfor vigtigt at fokusere på disse tunge materialer og søge løsninger, der kan mindske deres belastning – fx ved at vælge alternative byggemetoder eller bedre materialer. Det kan også hjælpe at dokumentere de enkelte materialers klimaaftryk, så handlen bliver gennemsigtig og målrettet.
Derudover spiller materialernes levetid en rolle for den samlede klimaeffekt. Holdbare materialer, der kræver lidt vedligeholdelse eller udskiftning, kan over tid mindske belastningen og dermed være et godt valg i forhold til miljøet. Det gør også, at der bliver færre materialer, der skal produceres, og dermed mindre belastning i materialefasen på sigt.
Materialefasen er den del af energiberegningen eller miljørapporteringen, der ser på klimaaftrykket fra produktion og transport af byggematerialerne, før de bruges på byggepladsen. Det supplerer beregningerne af energiforbruget, når huset er færdigt.
Du kan vælge byggematerialer med lavt CO2-aftryk, fx træ fra bæredygtigt skovbrug, genbrugsmaterialer eller alternative materialer til beton og stål. Det er også vigtigt at begrænse materialemængderne og tænke på transportafstand og produktionsmetoder.
Ja, flere kommuner og bygningsreglementer stiller krav om dokumentation af materialernes klimaaftryk som en del af byggeriets samlede miljøprofil. Det er derfor vigtigt at kunne redegøre for materialefasen i ansøgninger og energiberegninger.
Beton og cementprodukter, stål og tegl er ofte de materialer, der bidrager mest til klimaaftrykket i materialefasen. Disse materialer kræver meget energi at producere og kan derfor have et markant CO2-udslip.
Ja, træ kan være et godt valg, især hvis det kommer fra bæredygtigt skovbrug. Det har typisk en lavere klimaeffekt og lagrer CO2 i selve materialet, hvilket bidrager positivt til byggeriets samlede klimaaftryk.
Data om materialefase indgår i livscyklusvurderinger og energiberegninger, som dokumenterer bygningens miljøbelastning. Det hjælper bygherrer og rådgivere med at vælge materialer og vise overfor myndigheder, at projektet lever op til gældende klimakrav.
Indirekte kan materialefasen påvirke energimærket, fordi flere energimærkningsordninger og bæredygtighedscertificeringer også ser på klimabelastningen fra materialer, ud over selve driftsenergien.
Det sker typisk ved at bruge såkaldte EPD’er (Environmental Product Declarations), som er miljødeklarationer for byggematerialer, eller ved at følge standarder for livscyklusvurdering, der kan beregne klimaaftrykket for hele byggeriet.
Ja, selv ved renovering påvirker materialefasen klimaet, især hvis der tilføres nye materialer. Genbrug og genanvendelse af eksisterende materialer kan hjælpe med at mindske denne belastning.
Materialefasen handler om miljøpåvirkningen fra materialernes produktion og transport, før byggeriet starter. Driftsfasen handler om energiforbruget og emissioner, når bygningen bruges, fx varme, elektricitet og ventilation.
